| Velsignet den Mand, som forlader sig paa Herren, og hvis Tillid Herren er! Thi han skal være ligesom et Træ, plantet ved Vand, og som udskyder sine Rødder ved Bækken, og som ikke frygter, naar der kommer Hede, og hvis Blad skal være grønt, og som ikke hænger mat, naar et tørt Aar kommer, og ikke lader af at bære Frugt. | Men velsignede er de mennesker, som har tillid til mig og søger hjælp hos mig. De er som et træ, der er plantet ved floden, og som strækker sine rødder mod vandet. Det er ikke bange for den brændende sol, men har altid friske og grønne blade. Det visner ikke i tørketider, men fortsætter med at bære frugt. |
| Hjertet er bedrageligt, mere end alle Ting, og det er sygt; hvo kan kende det? Jeg Herren er den, som ransager Hjertet og prøver Nyrer, og det for at give hver efter sine Veje, efter sine Idrætters Frugt. | Hvem forstår et menneskes hjerte? Det er forræderisk og ondt helt igennem. Jeg kender menneskers inderste tanker, vurderer deres motiver og lønner enhver efter, hvordan de handler. |
