| Herre! du har ransaget mig og kender mig. Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra. | Herre, du ved alt om mig, du kender mit hjerte til bunds. Du er klar over alt, hvad jeg gør, du kender mine inderste tanker. |
| Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen. | Du ved, hvad jeg vil sige, før jeg kan nå at åbne munden. |
| Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt? Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! | Jeg når aldrig uden for din rækkevidde, hvor jeg end er, er du nær hos mig. Farer jeg op til himlen, da møder du mig der. Stiger jeg ned i dødsriget, da møder du mig der. |
| Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv. Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel. | Du har skabt mig som den, jeg er, du formede mig i min mors mave. Tak, Gud, at du skabte mig så forunderligt, dit skaberværk er fantastisk. |
| Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker! Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej! | Undersøg mig og se på mit hjerte, Gud! Gransk mine motiver og afslør mine tanker! Hvis du ser, at jeg er kommet på afveje, så led mig tilbage til det evige livs vej. |
