| Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet. | Men jeg ved, at der er en, som vil befri mig, engang skal han stå frem på jorden. |
| Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt. | Den, der er hård imod en fortvivlet ven, har ingen respekt for den almægtige Gud. |
| Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov. | Jeg har ikke overtrådt hans befalinger, men bevaret hans ord i mit hjerte. |
| Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet. Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke. | Men han kender mit liv og mine gerninger, jeg ville bestå hans prøve med glans. Trofast har jeg fulgt i hans fodspor, vandret den vej, han har anvist. |
| Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke. | Vi kan ikke mødes på lige fod med den almægtige Gud, for hans magt er uendelig. Hans godhed er uden grænser, og han kan umuligt være uretfærdig. |
| Da stod Job op og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved og faldt paa Jorden og nedbøjede sig, og han sagde: Nøgen kom jeg af min Moders Liv, og nøgen vender jeg did tilbage; Herren gav, og Herren tog, Herrens Navn være lovet! | Da rejste Job sig og rev sin kappe itu som udtryk for sin dybe sorg og fortvivlelse. Derefter barberede han alt sit hår af og kastede sig til jorden for Guds ansigt. „Nøgen kom jeg til verden, og nøgen skal jeg herfra!” sagde han. „Herren gav, og Herren tog. Al ære tilkommer ham!” |
| Og Herren sagde til Satan: Se, alt det, han har, være i din Haand; kun paa ham selv lægge du ikke din Haand; da gik Satan ud fra Herrens Ansigt. | Da svarede Herren: „Gør, hvad du vil, med hans rigdom, Satan, men du må ikke gøre ham selv fortræd.” Så gik Satan bort fra Herren. |
| Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru? | Jeg lavede en aftale med mine øjne, at de aldrig måtte se med begær på en kvinde. |
| Se, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor foragte du ikke den Almægtiges Tugtelse! | Det er en velsignelse at blive irettesat af Gud! Vær taknemmelig, når den Almægtige straffer dig! |
| Og Herren vendte Jobs Fangenskab, der han havde bedet for sine Venner; og Herren forøgede alt det, Job havde haft, til det dobbelte. | Efter at Job således havde bedt for sine venner, velsignede Herren ham igen, så han fik dobbelt så meget, som han havde før. |
