| Hine raabte, og Herren hørte, og han friede dem af alle deres Angester. Herren er nær hos dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og han vil frelse dem, som have en sønderknust Aand. | Han hører de retsindiges råb om hjælp, redder dem ud af deres problemer. Herren er hos dem, der føler sig knust, han hjælper dem, der er dybt deprimerede. |
| Og Herren, han som gaar for dit Ansigt, skal være med dig, han skal ikke slippe dig og ikke forlade dig; frygt ikke og vær ikke ræd! | Vær ikke bange, for Herren vil bane vejen for dig. Han vil ikke svigte dig eller forlade dig. |
| Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales. | Velsignede er de, der sørger over situationen— for de skal blive trøstet. |
| Kaster al eders Sorg paa ham, thi han har Omsorg for eder. | Kast alle jeres bekymringer på ham, for han har omsorg for jer. |
| Thi et Øjeblik varer hans Vrede, men hans Naade Livet igennem; om Aftenen gæster os Graad, men om Morgenen Frydeskrig. | Hans vrede varer et øjeblik, men hans nåde bringer livet tilbage. Den gråd, der lyder om natten, afløses af glæde om morgenen. |
| Thi hvor megen Visdom er, der er megen Græmmelse; og den, som forøger sin Kundskab, forøger sin Smerte. | Jo mere visdom, des større lidelse, jo mere kundskab, des større smerte. |
| Herre! al min Begæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig. | Herre, du ved, hvad jeg længes efter! Du hører alle mine suk. |
| Som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gøre mange rige; som de, der intet have, og dog eje alt. | Vi har oplevet sorg, men hele tiden glæder vi os. Vi er fattige, men vi beriger alligevel mange. Vi ejer intet, og dog har vi alt. |
| Og jeg hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde: Se, Guds Telt er hos Menneskene, og han skal bo hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være hos dem og være deres Gud. Og han skal aftørre hver Taare af deres Øjne, og Døden skal ikke være mere, ej heller Sorg, ej heller Skrig, ej heller Pine skal være mere; thi det forrige er veget bort. | Så hørte jeg en høj stemme fra tronen: „Se! Guds bolig er nu hos menneskene. Han vil bo sammen med dem, og de skal være hans folk. Han vil tørre hver en tåre af deres kind, og der skal ikke længere være død eller sorg, skrig eller smerte. Alt det gamle er forbi.” |
| Og bortfjern Græmmelse fra dit Hjerte, og lad Lidelser gaa bort fra dit Kød; thi Ungdom og Livets Morgenrøde ere Forfængelighed. | Spild ikke tiden med bekymringer og problemer, for barndom og ungdom forsvinder som dug for solen. |
| Glæder eder med de glade, og græder med de grædende! | Glæd jer med de glade, og græd med de grædende. |
| De skulle ikke hungre mere, ej heller tørste mere, ej heller skal Solen eller nogen Hede falde paa dem. Thi Lammet, som er midt for Tronen, skal vogte dem og lede dem til Livets Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øjne. | Og de skal aldrig mere sulte eller tørste eller døje under sol og hede. Lammet, der står ved tronen, vil være deres hyrde og lede dem til kilden med det livgivende vand, og Gud vil tørre hver tåre af deres kinder. |
| Og selv nu, siger Herren, vender om til mig af eders ganske Hjerte og med Faste og med Graad og med Klage. | Herren siger: „Vend om til mig, mens der endnu er tid! Søg mig af hele jeres hjerte med anger, gråd og faste.” |
| Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. | Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb! Luk ikke ørerne for min gråd. Jeg er jo blot en fremmed på jorden, en gæst på gennemrejse som mine forfædre. |
| Da stod Job op og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved og faldt paa Jorden og nedbøjede sig, og han sagde: Nøgen kom jeg af min Moders Liv, og nøgen vender jeg did tilbage; Herren gav, og Herren tog, Herrens Navn være lovet! | Da rejste Job sig og rev sin kappe itu som udtryk for sin dybe sorg og fortvivlelse. Derefter barberede han alt sit hår af og kastede sig til jorden for Guds ansigt. „Nøgen kom jeg til verden, og nøgen skal jeg herfra!” sagde han. „Herren gav, og Herren tog. Al ære tilkommer ham!” |
| Herren aabner de blindes Øjne; Herren oprejser de nedbøjede; Herren elsker de retfærdige. | Og åbner de blindes øjne. Han løfter de nedbrudte op, han elsker dem, der gør hans vilje. |
| Vend tilbage og sig til Ezekias, mit Folks Fyrste: Saa sagde Herren, Davids, din Faders, Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set din Graad; se, jeg læger dig; paa den tredje Dag skal du gaa op til Herrens Hus. | Gå tilbage til Hizkija, mit folks leder, og sig til ham: Herren, din forfar Davids Gud, har hørt din bøn og set dine tårer. Jeg vil alligevel helbrede dig, så du i overmorgen kan stå op og gå ind i templet. |
| En viis Søn glæder sin Fader, men en daarlig Søn er sin Moders Bedrøvelse. | En klog søn gør forældrene glade, en tåbelig søn giver dem sorg. |
| Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død. | Gud kan nemlig bruge den slags bedrøvelse til at føre mennesker til omvendelse og evigt liv. Det er en bedrøvelse, man ikke ville have været foruden. Men den bedrøvelse, som udspringer af verdslig tankegang, ender i død. |
| Og bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag. | Gør ikke Helligånden bedrøvet. Gud har jo beseglet jer med sin Ånd og dermed bekræftet, at I hører ham til og vil få del i den endelige befrielse. |
| Vintræet er fortørret, og Figentræet er sygnet hen; Granatæbletræet, selv Palmetræet og Æbletræet, alle Træer paa Marken ere fortørrede; ja, Fryd er skamfuld vegen bort fra Menneskenes Børn. | Vinbønderne er desperate, for vinstokkene er raserede. Landmændene er fortvivlede, for hveden og byggen er væk. Figentræerne er visne. Granatæbletræer, palmer, æbletræer og alle de andre træer er tørret ud. Alle mennesker har mistet deres glæde og håb. |
| Afgrund raaber til Afgrund efter Lyden af dine Sluser, alle dine Brændinger og dine Bølger ere gaaede over mig. | Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl. Jeg råber til dig fra min dybe nød, jeg håber at overdøve vandfaldets torden. |
