| Hovmodighed kom, der kom og Forsmædelse; men hos de ydmyge er Visdom. | Hovmod fører til fald, ydmyghed fører til visdom. |
| Herrens Frygt er at hade ondt; Hoffærdighed og Hovmodighed og Ondskabs Vej og den Mund, som taler forvendte Ting, hader jeg. | Gudsfrygt indebærer at hade det onde. Jeg hader hovmod og indbildskhed, løgn og ondsindet sladder. |
| Værer enige indbyrdes; tragter ikke efter de høje Ting, men holder eder til det lave; vorder ikke kloge i eders egne Tanker! | Lad ikke menneskers sociale status bestemme, hvordan I tænker om dem. Hav ikke for høje tanker om jer selv, men vær villige til at have fællesskab selv med de mennesker, som ikke regnes for noget. |
| Menneskets Hovmod nedtrykker ham; men den ydmyge vinder Ære. | Hovmod fører et menneske til fald, ydmyghed fører til hæder og ære. |
| Men den, som roser sig, rose sig af Herren! Thi ikke den, der anbefaler sig selv, staar Prøve, men den, hvem Herren anbefaler. | Skriften siger jo: „Ingen kan rose sig af andet end det, Herren har gjort.” Det er jo ikke den, der anbefaler sig selv, der opnår anerkendelse, men den, som Herren anbefaler. |
| Og Herren sagde til Samuel: Se ikke til hans Anseelse eller til hans høje Vækst, thi jeg har forkastet ham; thi jeg agter ikke det, som et Menneske ser paa; thi et Menneske ser det, som er for Øjnene, men Herren ser til Hjertet. | Men Herren svarede: „Nej, det er ikke ham! Bedøm ikke en mand efter hans udseende og højde. Mennesker bedømmer hinanden efter det ydre, men Herren ser på hjertet.” |
| Foran Undergang hovmoder en Mands Hjerte sig; og foran Ære gaar Ydmyghed. | Hovmod fører til fald, ydmyghed bringer ære. |
| Men han sagde: „Det, som gaar ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent. Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgaa de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord, Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhaanelse, Hovmod, Fremfusenhed; alle disse onde Ting udgaa indvortesfra og gøre Mennesket urent.“ | Han tilføjede: „Det, der gør et menneske urent, er det, der udgår fra menneskets indre, dvs. de onde tanker, som fører til: seksuel synd, tyveri, mord, utroskab, griskhed, ondskab, bedragerier, udsvævelser, misundelse, bagvaskelse, arrogance og tåbelig snak. Alle disse onde ting kommer indefra og forurener menneskene.” |
| Thi alt det, som er i Verden, Kødets Lyst og Øjnenes Lyst og Livets Hoffærdighed, er ikke af Faderen, men af Verden. | Alt, hvad der hører denne verden til: fysisk begær, misundelse og pral med materiel rigdom, er ikke fra Faderen, men fra verden. |
| Og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var, udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet, for at intet Kød skal rose sig for Gud. | Gud valgte det, som var ubetydeligt og ringeagtet i verden, det som intet var, for at gøre det, som var noget, til intet. Altså har mennesker ikke noget at prale af over for Gud. |
| Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed, den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgaa som Græssets Blomst. | De kristne, der har en lav position i samfundet, kan glæde sig over at have en høj position i den åndelige verden. De, der før var rige, kan glæde sig over at være blevet ydmyget, for rigdom forgår som blomster, der visner. |
| Nu priser og ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge; thi alle hans Gerninger ere Sandhed, og hans Stier ere Retfærdighed, og han kan ydmyge dem, som vandre i Hovmodighed. | Derfor priser, ophøjer og ærer jeg, kong Nebukadnezar, i dag Himlens Konge. Alt, hvad han gør, er retfærdigt og godt, og han ydmyger dem, der fremturer i hovmod. |
| Byd dem, som ere rige i den nærværende Verden, at de ikke hovmode sig, ej heller sætte Haab til den usikre Rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt alle Ting at nyde. | Sig til de rige, at de ikke må være overmodige og sætte deres lid til de usikre penge. De skal i stedet sætte deres lid til den Gud, som i rigt mål giver os alt muligt, vi kan glæde os over. |
| Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det mig intet. | Om jeg gav alle mine ejendele væk, om jeg ofrede mit liv for at få ære, men ikke havde kærlighed, da ville det intet gavne mig. |
| Som de kom paa Græsgang, bleve de mætte, de bleve mætte, og deres Hjerte ophøjede sig; derfor glemte de mig. | Men så snart I kom til det gode land og spiste jer mætte, blev I stolte og glemte mig. |
