| Med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, saa I bære over med hverandre i Kærlighed. | Vær ydmyge og imødekommende. Vær tålmodige og bær over med hinanden i kærlighed. |
| Intet gøre af Egennytte eller Lyst til tom Ære, men i Ydmyghed agte hverandre højere end eder selv. | Gør intet ud fra selviske motiver eller personlige ambitioner. Vær ydmyge og se op til hinanden, så I giver andre mere ære end jer selv. |
| Hovmodighed kom, der kom og Forsmædelse; men hos de ydmyge er Visdom. | Hovmod fører til fald, ydmyghed fører til visdom. |
| Ydmyger eder for Herren, saa skal han ophøje eder. | Bøj jer ydmygt for Herren, så vil han rejse jer op. |
| Værer enige indbyrdes; tragter ikke efter de høje Ting, men holder eder til det lave; vorder ikke kloge i eders egne Tanker! | Lad ikke menneskers sociale status bestemme, hvordan I tænker om dem. Hav ikke for høje tanker om jer selv, men vær villige til at have fællesskab selv med de mennesker, som ikke regnes for noget. |
| Eders Prydelse skal ikke være den udvortes med Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt, men Hjertets skjulte Menneske med den sagtmodige og stille Aands uforkrænkelige Prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud. | Vær ikke så stærkt optaget af jeres udseende, af kunstfærdige frisurer, kostbare smykker og fornemt tøj, at I forsømmer at pleje hjertets indre skønhed, der giver sig udtryk i en venlig og stilfærdig optræden. Det er en skønhed, som ikke falmer, og den er meget værd i Guds øjne. |
| Menneskets Hovmod nedtrykker ham; men den ydmyge vinder Ære. | Hovmod fører et menneske til fald, ydmyghed fører til hæder og ære. |
| Saa ifører eder da som Guds udvalgte, hellige og elskede inderlig Barmhjertighed, Godhed, Ydmyghed, Sagtmodighed, Langmodighed. | Som Guds udvalgte, elskede og hellige børn skal I iklæde jer det liv, han gav jer. Vær barmhjertige, venlige, ydmyge, imødekommende og tålmodige. |
| Løn for Sagtmodighed og Herrens Frygt er Rigdom og Ære og Liv. | Ydmyghed og ærefrygt for Herren giver rigdom, respekt og et godt liv. |
| Derfor ydmyger eder under Guds vældige Haand, for at han i sin Tid maa ophøje eder. | Hvis I vil bøje jer under Guds vældige magt, vil han ophøje jer, når tiden er inde til det. |
| Og mit Folk, som er kaldet efter mit Navn, ydmyger sig, og de bede og søge mit Ansigt og omvende sig fra deres onde Vej: Saa vil jeg høre fra Himmelen af og forlade dem deres Synder og gøre deres Land sundt. | Og hvis mit folk da ydmyger sig i bøn, søger mig og vender sig fra deres onde handlinger, da vil jeg høre deres bøn i Himlen, tilgive deres synder og genoprette deres land. |
| Tager mit Aag paa eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet; saa skulle I finde Hvile for eders Sjæle. Thi mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let. | Tag imod det åg, som jeg lægger på jer, og tag ved lære af mig, for jeg er ydmyg og selvopofrende. Så vil I finde ro i sjælen. Mit åg vil hjælpe jer, og min byrde vil føles let. |
| Er nogen viis og forstandig iblandt eder, da vise han ved god Omgængelse sine Gerninger i viis Sagtmodighed! | Er der nogen iblandt jer, der mener, at de er vise og forstandige? Så lad dem gå foran med et godt eksempel og demonstrere deres visdom gennem ydmyghed og gode gerninger. |
| Foran Undergang hovmoder en Mands Hjerte sig; og foran Ære gaar Ydmyghed. | Hovmod fører til fald, ydmyghed bringer ære. |
| Og han satte sig og kaldte paa de tolv og siger til dem: „Dersom nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles Tjener.“ | Så satte Jesus sig ned og bad de Tolv komme nærmere. „Den af jer, der vil være den største, skal være den mindste, en tjener for alle,” sagde han. |
| Og til Slutning værer alle enssindede, medlidende, kærlige imod Brødrene, barmhjertige, ydmyge. | Og nu et ord til jer alle: I skal leve i indbyrdes harmoni og være medfølende, kærlige, omsorgsfulde og ydmyge over for hinanden. |
| Og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var, udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet, for at intet Kød skal rose sig for Gud. | Gud valgte det, som var ubetydeligt og ringeagtet i verden, det som intet var, for at gøre det, som var noget, til intet. Altså har mennesker ikke noget at prale af over for Gud. |
| Han har kundgjort dig, o Menneske! hvad godt er, og hvad Herren kræver af dig: Kun det at gøre Ret og at elske Miskundhed og at vandre ydmygelig med din Gud. | Nej, menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren forlanger af dig: Du skal gøre det rette i trofast kærlighed, og altid være villig til at vandre med Herren. |
| Herrens Frygt er Tugt til Visdom, og Ydmyghed gaar foran Ære. | Ærefrygt for Gud er vejen til visdom, ydmyghed går forud for ære. |
| Derfor, naar du giver Almisse, maa du ikke lade blæse i Basun foran dig, som Hyklerne gøre i Synagogerne og paa Gaderne, for at de kunne blive ærede af Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de have allerede faaet deres Løn. | Når du giver en gave til en, der er i nød, så vær ikke som de selvretfærdige, der plejer at udbasunere deres gode gerninger i synagoger og på gadehjørner, for at folk skal rose dem. Det siger jeg jer: De har allerede fået deres belønning. |
| Herren er god og oprigtig, derfor underviser han Syndere om Vejen. Han skal gøre, at de ydmygede komme til Ret, og han skal lære de ydmygede sin Vej. | Herren er god og barmhjertig, han hjælper de vildfarne tilbage på vejen. Han viser de ydmyge, hvad der er rigtigt, lærer dem den rette vej. |
| Han bør vokse, men jeg forringes. | Hans betydning vil blive større og større, min vil blive mindre og mindre. |
| Og han sagde til dem: „Den, som modtager dette Barn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager den, som udsendte mig; thi den, som er den mindste iblandt eder alle, han er stor.“ | Så sagde han: „Enhver, der accepterer sådan et barn, fordi det hører mig til, har i virkeligheden accepteret mig; og den, der har accepteret mig, har accepteret min Far, som sendte mig. Den af jer, som er parat til at være den mindste, er i virkeligheden den største.” |
| I Hustruer! underordner eder under eders Mænd, som det sømmer sig i Herren. I Mænd! elsker eders Hustruer, og værer ikke bitre imod dem! | En gift kvinde skal underordne sig sin mand, som det passer sig for dem, der hører Herren til. Manden skal elske sin kone og må ikke blive bitter på hende. |
| I bleve jo kaldede til Frihed, Brødre! kun at I ikke bruge Friheden til en Anledning for Kødet, men værer ved Kærligheden hverandres Tjenere! | Kære venner, I er kaldet til et liv i frihed fra lovgerninger. Men misbrug ikke friheden. Gør den ikke til en undskyldning for at handle selvisk. Nej, I skal tjene hinanden i kærlighed. |
