Bibelvers om Stolthed
- Hovmodighed kom, der kom og Forsmædelse;
men hos de ydmyge er Visdom. - Herrens Frygt er at hade ondt;
Hoffærdighed og Hovmodighed og Ondskabs Vej
og den Mund, som taler forvendte Ting, hader jeg. - Værer enige indbyrdes; tragter ikke efter de høje Ting, men holder eder til det lave; vorder ikke kloge i eders egne Tanker!
- Menneskets Hovmod nedtrykker ham;
men den ydmyge vinder Ære. - Men den, som roser sig, rose sig af Herren! Thi ikke den, der anbefaler sig selv, staar Prøve, men den, hvem Herren anbefaler.
- Og Herren sagde til Samuel: Se ikke til hans Anseelse eller til hans høje Vækst, thi jeg har forkastet ham; thi jeg agter ikke det, som et Menneske ser paa; thi et Menneske ser det, som er for Øjnene, men Herren ser til Hjertet.
- Foran Undergang hovmoder en Mands Hjerte sig;
og foran Ære gaar Ydmyghed. - Men han sagde: „Det, som gaar ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent. Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgaa de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord, Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhaanelse, Hovmod, Fremfusenhed; alle disse onde Ting udgaa indvortesfra og gøre Mennesket urent.“
- Thi alt det, som er i Verden, Kødets Lyst og Øjnenes Lyst og Livets Hoffærdighed, er ikke af Faderen, men af Verden.
- Og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var, udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet, for at intet Kød skal rose sig for Gud.
- Nu priser og ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge; thi alle hans Gerninger ere Sandhed, og hans Stier ere Retfærdighed, og han kan ydmyge dem, som vandre i Hovmodighed.
- Byd dem, som ere rige i den nærværende Verden, at de ikke hovmode sig, ej heller sætte Haab til den usikre Rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt alle Ting at nyde.
- Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed, den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgaa som Græssets Blomst.
- Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det mig intet.
- Som de kom paa Græsgang, bleve de mætte, de bleve mætte, og deres Hjerte ophøjede sig; derfor glemte de mig.
Relaterede emner
Menneskelighed
Med al Ydmyghed og...
Ondskab
Lad dig ikke overvinde...
Løgn
Falske Læber ere Herren...
Afhængighed af Gud
Thi jeg er Herren...
Verden
Elsker ikke Verden, ikke...
Penge
Eders Vandel være uden...
Dagens bibelvers
Hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu,og et Menneskes Barn, at du besøger ham?