| Hvo der har fundet en Hustru, har fundet en god Ting og bekommer en Velbehagelighed af Herren. | Lykkelig den mand, som finder sig en god kone, det er et udtryk for Herrens velsignelse. |
| Men han svarede og sagde: „Have I ikke læst, at Skaberen fra Begyndelsen skabte dem som Mand og Kvinde og sagde: „Derfor skal en Mand forlade sin Fader og sin Moder og holde sig til sin Hustru, og de to skulle blive til eet Kød?“ Saaledes ere de ikke længer to, men eet Kød. Derfor, hvad Gud har sammenføjet, maa et Menneske ikke adskille.“ | Jesus svarede: „Har I ikke læst, at Gud fra begyndelsen skabte mennesket som mand og kvinde og sagde, at manden skal forlade sin far og mor og knytte sig til sin kone, og de to skal blive ét? Altså er de ikke længere to, men en enhed. Det, som Gud på den måde har sammenføjet, må intet menneske splitte ad.” |
| I Hustruer! underordner eder under eders Mænd, som det sømmer sig i Herren. I Mænd! elsker eders Hustruer, og værer ikke bitre imod dem! | En gift kvinde skal underordne sig sin mand, som det passer sig for dem, der hører Herren til. Manden skal elske sin kone og må ikke blive bitter på hende. |
| Ægteskabet være æret hos alle, og Ægtesengen ubesmittet; thi utugtige og Horkarle skal Gud dømme. | Alle bør respektere ægteskabet, og I skal være tro mod jeres ægtefælle, for Gud vil dømme dem, der er utro eller lever i seksuel synd. |
| Hvo finder en duelig Hustru? hun er langt mere værd end Perler. | At finde den ideelle hustru er enhver mands drøm. Lykkes det, har han fundet en uvurderlig skat. |
| I Mænd! elsker eders Hustruer, ligesom ogsaa Kristus elskede Menigheden og hengav sig selv for den, for at han kunde hellige den, idet han rensede den ved Vandbadet med et Ord. | Til manden siger jeg: Vis din kone den samme kærlighed, som Kristus viste menigheden. Han ofrede sit eget liv for menighedens skyld! Ligesom en brud beredes til at møde sin brudgom ved at gennemgå et rensende bad, gøre sig smuk og indvi sig til at leve i troskab og renhed sammen med sin mand. |
| Menneskets Hjerte optænker sin Vej; men Herren stadfæster hans Gang. | Et menneske kan udtænke gode planer, men Herren afgør, hvad der sker med dem. |
| Men for Utugts Skyld have hver Mand sin egen Hustru, og hver Kvinde have sin egen Mand. | Men hvis manden er gift, bør han være sammen med sin kone, og konen bør være sammen med sin mand, for at de ikke skal fristes til seksuel synd. |
| Og Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham en Medhjælp, som skal være hos ham. | Derpå sagde Gud: „Det er ikke godt for Adam at være alene. Jeg vil give ham en livsledsager, der passer til ham.” |
| Naar en Mand nylig har taget en Hustru, skal han ikke drage ud i Striden, og man skal ingen Tynge lægge paa ham; han skal være fri i sit Hus eet Aar og være glad med sin Hustru, som han har taget. | En nygift mand må ikke indkaldes til krigstjeneste eller pålægges andre offentlige forpligtelser. Det første år skal han have lov til at blive hjemme og glæde sig sammen med sin kone. |
| Og Gud Herren byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam. Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden. Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød. | Af ribbenet byggede han en kvinde og førte hende hen til Adam. „Ja!” udbrød Adam. „Det er knogler af mine knogler og kød af mit kød! Hun skal hedde kvinde, for hun er taget ud af manden.” Derfor skal en mand forlade sin far og mor og knytte sig nært til sin kone, og de to skal blive ét. |
| Hel dejlig er du, min Veninde! og der er ingen Lyde paa dig. | Hvor er du smuk, min elskede, aldeles perfekt fra top til tå. |
| Hustruerne skulle underordne sig under deres egne Mænd, som under Herren; thi en Mand er sin Hustrus Hoved, ligesom ogsaa Kristus er Menighedens Hoved. Han er sit Legemes Frelser. | En kvinde, der er gift, skal underordne sig sin mand, ligesom hun underordner sig Kristus som Herre. En mand har nemlig ansvar for sin kone, ligesom Kristus har ansvar for menigheden. Menigheden er jo hans legeme, som han gav sit liv for at frelse. |
| Manden yde Hustruen sin Skyldighed; ligeledes ogsaa Hustruen Manden. Hustruen raader ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligesaa raader heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen. | Manden bør opfylde sin kones ægteskabelige behov, og konen bør tilsvarende opfylde sin mands behov. En gift kvinde tilhører sin mand og ikke kun sig selv, og tilsvarende tilhører en gift mand sin kone og ikke kun sig selv. |
| Ligesaa I Mænd! lever med Forstand sammen med eders Hustruer som med et svagere Kar, og beviser dem Ære som dem, der ogsaa ere Medarvinger til Livets Naadegave, for at eders Bønner ikke skulle hindres. | Og I mænd, vær hensynsfulde over for jeres koner. Værdsæt deres særlige følsomhed og vis dem ære, for de er medarvinger til det evige liv. Hvis ikke I ærer dem, bliver jeres bønner blokeret. |
| Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder og holde fast ved sin Hustru, og de to skulle være eet Kød. | For som Skriften siger: „Derfor skal en mand forlade sin far og mor og knytte sig til sin kone, og de to skal blive ét.” |
| Saaledes ere Mændene skyldige at elske deres egne Hustruer som deres egne Legemer; den, som elsker sin egen Hustru, elsker sig selv. | En mand bør have samme opofrende omsorg for sin kone, som han har for sig selv. For det en mand gør imod sin kone, gør han i virkeligheden imod sig selv. De er jo ét! |
| Unddrager eder ikke hinanden, uden maaske med fælles Samtykke, til en Tid, for at I kunne have Ro til Bønnen, og for saa atter at være sammen, for at Satan ikke skal friste eder, fordi I ikke formaa at være afholdende. | Derfor må I ikke afvise jeres ægtefælles ønske om sex, med mindre I er enige om at være afholdende en tid, for at I bedre kan koncentrere jer om at bede. Derefter skal I være sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer, når jeres drifter bliver for stærke. |
| Dog, ogsaa I skulle elske hver især sin egen Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden! | Det gælder altså for jer mænd, at hver eneste af jer skal have lige så meget omsorg for sin kone, som han har for sig selv, og konen skal have respekt for sin mand. |
| I have hørt, at der er sagt: Du maa ikke bedrive Hor. Men jeg siger eder, at hver den, som ser paa en Kvinde for at begære hende, har allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjerte. | I ved, at Toraen siger: ‚Du må ikke bryde ægteskabet.’ Men jeg siger jer, at enhver mand, der ser på en kvinde med tanker om utroskab, han har allerede begået ægteskabsbrud i sit hjerte. |
| Jeg vil glæde mig storlig i Herren, min Sjæl skal fryde sig i min Gud; thi han iførte mig Frelsens Klædebon, han klædte mig med Retfærdighedens Kappe; som en Brudgom, der sætter Hovedpynten paa, og som en Brud, der pryder sig med sit Smykke. | Jeg vil glæde mig over Herren, juble over min Gud, for han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe. Jeg er som en brudgom i bryllupstøj, som en brud, der er smykket til bryllup. |
| Men fra Skabningens Begyndelse skabte Gud dem som Mand og Kvinde. Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder, og holde fast ved sin Hustru; og de to skulle blive til eet Kød. Saaledes ere de ikke længer to, men eet Kød. Derfor, hvad Gud har sammenføjet, maa et Menneske ikke adskille. | Men det var ikke Guds mening fra begyndelsen, for der står skrevet, at han ‚skabte dem som mand og kvinde’. Der står også skrevet: ‚Derfor skal en mand forlade sin far og mor og knytte sig til sin kone, og de to skal blive ét.’ Altså er de ikke længere to, men en enhed. Det, som Gud på den måde har sammenføjet, må intet menneske splitte ad. |
