| Thi ligesom vi have mange Lemmer paa eet Legeme, men Lemmerne ikke alle have den samme Gerning, saaledes ere vi mange eet Legeme i Kristus, men hver for sig hverandres Lemmer. | Ligesom et legeme består af mange dele, og hver del har sin særlige funktion, således udgør alle vi, som tilhører Kristus, ét legeme. Vi hører sammen i en enhed, og vi er hver for sig dele af det samme legeme. |
| Lovet være Herren fra Dag til Dag! lægger han os en Byrde paa, saa er Gud dog vor Frelse. Sela. | Syng lovsange til Herren hver eneste dag, for han bærer vore byrder og redder os. |
| Se, Gud hjælper mig; Herren er iblandt dem, som opholde min Sjæl. | Men du er min redning, Gud, du er den, der holder mig i live. |
| Herre! jeg tror paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed. | Herre, jeg søger ly hos dig, for du svigter mig aldrig. Kom og red mig, for du er altid trofast. |
| Men du, Herre! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der opløfter mit Hoved. | Men Herren er mit skjold og min styrke, han gav mig modet tilbage. |
| Han har gjort alting smukt i sin Tid, ogsaa Evigheden har han lagt i deres Hjerte; kun at Mennesket ikke kan udfinde den Gerning, som Gud har gjort, fra Begyndelsen indtil Enden. | Alt har han skabt, så det har sin tid og tjener hans plan. Men skønt han har lagt evigheden i vores hjerter, fatter vi dog ikke hans plan og virke fra begyndelsen til enden. |
| Herren er den, som gør fattig og gør rig, han er den, som nedtrykker, og den, som ophøjer. | Herren gør nogle fattige og andre rige, han ydmyger nogle og ophøjer andre. |
| Af det dybe raaber jeg til dig, Herre! Herre! hør paa min Røst; lad dine Øren mærke paa mine ydmyge Begæringers Røst. | Herre, jeg er dybt fortvivlet. Hør mit råb, oh, Gud! Lyt til min tryglende bøn! |
| Hos Herren er Frelsen; din Velsignelse være over dit Folk! Sela. | Han er den, som redder os. Ja, velsign dit folk, Herre! |
| Da stod Job op og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved og faldt paa Jorden og nedbøjede sig, og han sagde: Nøgen kom jeg af min Moders Liv, og nøgen vender jeg did tilbage; Herren gav, og Herren tog, Herrens Navn være lovet! | Da rejste Job sig og rev sin kappe itu som udtryk for sin dybe sorg og fortvivlelse. Derefter barberede han alt sit hår af og kastede sig til jorden for Guds ansigt. „Nøgen kom jeg til verden, og nøgen skal jeg herfra!” sagde han. „Herren gav, og Herren tog. Al ære tilkommer ham!” |
| Giv os i Dag vort daglige Brød. | Giv os det, vi har brug for i dag. |
| For at jeg kan komme til eder med Glæde, ved Guds Villie, og vederkvæges med eder. | Derefter kommer jeg og besøger jer, om Gud vil, og jeg glæder mig til at hvile ud hos jer en tid. |
| Men vor Gud er i Himlene, han gør alt, hvad ham behager. | Vores Gud er i Himlen, og han gør, hvad han vil. |
| Saa blev da Peter bevogtet i Fængselet; men der blev af Menigheden holdt inderlig Bøn til Gud for ham. | Mens Peter blev stærkt bevogtet i fængslet, bad menigheden inderligt og vedvarende for ham. |
| Som de kom paa Græsgang, bleve de mætte, de bleve mætte, og deres Hjerte ophøjede sig; derfor glemte de mig. | Men så snart I kom til det gode land og spiste jer mætte, blev I stolte og glemte mig. |
| Thi du bringer min Lampe til at lyse; Herren min Gud opklarer mit Mørke. | Herre, du er mit lys og mit håb, du tænder dit lys i mørket. |
| Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Aanden, hige efter det aandelige. | De, der lever under syndens herredømme, tænker i syndens tankebaner, mens de, der lever under Åndens ledelse, tænker i Åndens tankebaner. |
| Jeg har udbredt mine Hænder til dig, lig et udtørret Land længes min Sjæl efter dig. Sela. | Jeg rækker ud efter dig med længsel, min sjæl tørster som den tørre jord. |
