| Men al Naades Gud, som kaldte eder til sin evige Herlighed i Kristus Jesus efter en kort Tids Lidelse, han vil selv fuldelig berede eder, styrke, bekræfte, grundfæste eder! | Det er kun en kort tid, I må lide. Al nådes Gud, som gennem Kristus har kaldet jer til evig herlighed, vil opmuntre, støtte, styrke og befæste jer. |
| Ja, ikke det alene, men vi rose os ogsaa af Trængslerne, idet vi vide, at Trængselen virker Udholdenhed, men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Haab. | Men ikke bare det. Vi glæder os endda over at blive forfulgt, for vi ved, at forfølgelserne styrker vores udholdenhed. Udholdenheden giver os karakterstyrke, og karakterstyrken giver os en stærk forventning om at få del i Guds herlighed engang. |
| Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud, som trøster os under al vor Trængsel, for at vi maa kunne trøste dem, som ere i alle Haande Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud! | Vi takker og priser Gud, som er Far til vores Herre, Jesus Kristus. Han er en barmhjertig Gud, der opmuntrer os på alle måder. Han trøster og styrker os i alle vores trængsler, så vi kan videregive hans trøst og styrke til andre, der har det svært. |
| Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at regne imod den Herlighed, som skal aabenbares paa os. | De lidelser, vi skal igennem her og nu, regner jeg ikke for noget i sammenligning med den herlighed, som vi skal opleve engang. |
| Mange Genvordigheder vederfares den retfærdige; men Herren skal udfri ham af dem alle sammen. | De uskyldige kommer også ud i problemer, men Herren hjælper dem igennem dem alle. |
| Thi vor Trængsel, som er stakket og let, virker for os over al Maade og Maal en evig Vægt af Herlighed. | Vi kan bære vores nuværende trængsler, fordi de fører os frem til en evig, umådelig herlighed. |
| Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller Angest eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd? | Intet kan skille os fra Kristi kærlighed, det være sig lidelser, vanskeligheder eller forfølgelse, sult eller fattigdom, fare eller død. |
| Efterdi da Kristus har lidt i Kødet, saa skulle ogsaa I væbne eder med det samme Sind (thi den, som har lidt i Kødet, er hørt op med Synd). | Kristus måtte igennem fysiske lidelser, og I må være indstillet på det samme. De, der er villige til at gennemgå fysiske lidelser, har gjort op med et liv i synd. |
| Men om I ogsaa maatte lide for Retfærdigheds Skyld, ere I salige. Nærer ingen Frygt for dem, og forfærdes ikke. | Men skulle det ske, at nogen gør jer fortræd uden grund, så tag det som en velsignelse. Vær ikke bange for dem og bliv ikke slået ud over det. |
| Thi eder er det forundt for Kristi Skyld — ikke alene at tro paa ham, men ogsaa at lide for hans Skyld. | Af Guds nåde har I ikke alene fået lov at tro på Kristus, men I har også fået lov at lide for ham. |
| Bærer hverandres Byrder og opfylder saaledes Kristi Lov! | Vær med til at bære hinandens byrder. På den måde opfylder I Kristi kærlighedslov. |
| Han var foragtet og ikke at regne iblandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som en, for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet. | Han blev hadet og forkastet, hans liv var fuldt af sorg og smerte. Vi så til den anden side, når han gik forbi, vi regnede ham ikke for noget. |
| Og den, som ikke tager sit Kors og følger efter mig, er mig ikke værd. | Den, der ikke er villig til at give afkald på sit eget liv for at følge mig, er mig ikke værd. |
| Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, saaledes bliver ogsaa vor Trøst rigelig ved Kristus. | Det er jo sådan, at jo mere vi lider for Kristus, des mere giver han os af sin trøst og opmuntring. |
| Visselig, han har taget vore Sygdomme paa sig og baaret vore Smerter; men vi agtede ham for plaget, slagen af Gud og gjort elendig. | Vi troede, at hans lidelser var Guds straf. Men det var vores sygdomme han tog på sig, vores lidelser han bar. |
| For at jeg maa kende ham og hans Opstandelses Kraft og hans Lidelsers Samfund, idet jeg bliver ligedannet med hans Død. | Derved kan jeg også blive ét med ham i hans lidelser og død og få del i den kraft, der oprejste ham fra de døde. |
| Thi dertil bleve I kaldede, efterdi ogsaa Kristus har lidt for eder, efterladende eder et Forbillede, for at I skulle følge i hans Fodspor. | Lidelse hører med til det kald, I har fået fra Gud. Kristus viste jer et godt eksempel ved at lide for jer, selvom han intet forkert havde gjort. Følg hans eksempel. |
| Da stod Job op og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved og faldt paa Jorden og nedbøjede sig, og han sagde: Nøgen kom jeg af min Moders Liv, og nøgen vender jeg did tilbage; Herren gav, og Herren tog, Herrens Navn være lovet! | Da rejste Job sig og rev sin kappe itu som udtryk for sin dybe sorg og fortvivlelse. Derefter barberede han alt sit hår af og kastede sig til jorden for Guds ansigt. „Nøgen kom jeg til verden, og nøgen skal jeg herfra!” sagde han. „Herren gav, og Herren tog. Al ære tilkommer ham!” |
| Den, som bjærger sit Liv, skal miste det; og den, som mister sit Liv for min Skyld, skal bjærge det. | Den, der klamrer sig til livet her på jorden, vil miste det evige liv. Men den, der er parat til at give afkald på sit jordiske liv for min skyld, skal leve for evigt. |
| Og han ydmygede dig og lod dig hungre og gav dig Man at æde, hvilket du ikke kendte, og dine Fædre ej kendte, for at lade dig vide, at Mennesket lever ikke ved Brødet alene, men Mennesket lever ved alt det, som udgaar af Herrens Mund. | Han ydmygede dem ved først at lade dem sulte og derefter give dem manna, en form for mad, som hverken de eller deres forfædre havde set før, for at lære dem, at et menneske ikke lever af brød alene, men af hvert ord, som Gud taler. |
| Og de afklædte ham og kastede en Skarlagens Kappe om ham. Og de flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved og gave ham et Rør i hans højre Haand; og de faldt paa Knæ for ham og spottede ham og sagde: „Hil være dig, du Jødernes Konge!“ | Så rev de tøjet af ham og klædte ham ud som konge med en skarlagenrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. Som scepter gav de ham en kæp i højre hånd, og så kastede de sig på knæ foran ham. „Længe leve jødernes konge!” råbte de hånligt. |
| Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det mig intet. | Om jeg gav alle mine ejendele væk, om jeg ofrede mit liv for at få ære, men ikke havde kærlighed, da ville det intet gavne mig. |
| Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød. Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue. | Da han slog øjnene op, var han i dødsriget, hvor han led store kvaler. Langt borte så han Lazarus ligge til bords ved Abrahams side. ‚Fader Abraham!’ råbte han. ‚Hav medlidenhed med mig! Send Lazarus hen for at dyppe spidsen af sin finger i vand og væde min tunge, for jeg har det forfærdeligt i flammerne her.’ |
| Se, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor foragte du ikke den Almægtiges Tugtelse! | Det er en velsignelse at blive irettesat af Gud! Vær taknemmelig, når den Almægtige straffer dig! |
| Det er altsaa ved den Hjælp, jeg har faaet fra Gud, at jeg har staaet indtil denne Dag og vidnet baade for smaa og store, idet jeg intet siger ud over det, som baade Profeterne og Moses have sagt skulde ske, at Kristus skulde lide, at han som den første af de dødes Opstandelse skulde forkynde Lys baade for Folket og for Hedningerne. | Men Gud har hjulpet mig igen og igen, når jeg har stået frem for både høj og lav for at forkynde budskabet. Og jeg har ikke sagt andet end det, både Moses og profeterne for længst har sagt skulle ske, nemlig at Messias skulle lide, at han skulle bringe lys til både jøderne og de andre folkeslag, og at han er den første til at genopstå fra de døde. |
