| Men velsignede er de mennesker, som har tillid til mig og søger hjælp hos mig. De er som et træ, der er plantet ved floden, og som strækker sine rødder mod vandet. Det er ikke bange for den brændende sol, men har altid friske og grønne blade. Det visner ikke i tørketider, men fortsætter med at bære frugt. | Velsignet den Mand, som forlader sig paa Herren, og hvis Tillid Herren er! Thi han skal være ligesom et Træ, plantet ved Vand, og som udskyder sine Rødder ved Bækken, og som ikke frygter, naar der kommer Hede, og hvis Blad skal være grønt, og som ikke hænger mat, naar et tørt Aar kommer, og ikke lader af at bære Frugt. |
| Men det, Helligånden frembringer i os, er: Kærlighed, glæde og fred; tålmodighed og hjælpsomhed; godhed og troskab; nænsomhed og selvbeherskelse. Ingen lov forbyder den slags ting. | Men Aandens Frugt er Kærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, Sagtmodighed, Afholdenhed. Imod saadanne er Loven ikke. |
| Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer. Jeg har sat jer til at gå ud og bære frugt—og det skal være en varig frugt—så min Far kan give jer alt, hvad I beder ham om i mit navn. | I have ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt eder og sat eder til, at I skulle gaa hen og bære Frugt, og eders Frugt skal blive ved, for at Faderen skal give eder, hvad som helst I bede ham om i mit Navn. |
| Bevis med jeres liv, at I virkelig har taget afstand fra jeres synder. | Bærer da Frugt, som er Omvendelsen værdig. |
| De, der bliver i mig, bærer megen frugt, men uden mig kan I intet udrette. | Jeg er Vintræet, I ere Grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet intet gøre. |
| I ærer min Far ved at bære megen frugt og viser derved, at I er mine disciple. | Derved er min Fader herliggjort, at I bære megen Frugt, og I skulle blive mine Disciple. |
| Nogle er som jorden med tidsler i. De hører godt nok ordet, men de daglige bekymringer og den forførende materialisme kvæler ordet, så det ikke kan bære frugt. | Men det, som blev saaet iblandt Torne, er den, som hører Ordet, og Verdens Bekymring og Rigdommens Forførelse kvæler Ordet, og det bliver uden Frugt. |
| Hvis I adlyder mine befalinger og nøje overholder mine love, vil jeg sende regn til rette tid, så jorden giver gode afgrøder, og træerne bugner med frugt. | Dersom I vandre i mine Skikke og holde mine Bud og gøre dem, da vil jeg give eder Regn i sin Tid, og Jorden skal give sin Grøde, og Træer paa Marken skulle bære deres Frugt. |
| Fredselskende mennesker planter fred, og de høster frugterne deraf. | Men Retfærdigheds Frugt saaes i Fred for dem, som stifte Fred. |
| Selv om figentræet ikke blomstrer, vinstokken står uden frugt, olivenhøsten slår fejl, markerne ligger øde hen, fårene er forsvundet fra folden, og stalden er tom, så vil jeg alligevel glæde mig i Herren og fryde mig over min Gud og Frelser. | Thi Figentræet skal ikke blomstre, og der er ingen Afgrøde paa Vintræerne, Olietræets Frugt slaar fejl, og Markerne give ikke Spise; Faarene ere revne bort fra Folden, og der er ingen Øksne i Staldene. Men jeg vil glæde mig i Herren; jeg vil fryde mig i min Frelses Gud. |
| Tungen er nøglen til et godt eller dårligt liv, man må leve med konsekvensen af sine ord. | Død og Liv ere i Tungens Vold, og hvo den elsker, skal æde dens Frugt. |
| Sådan er det også med det ord, jeg taler. Det vil udføre den opgave, jeg har givet det. | Saa skal mit Ord være, som udgaar af min Mund, det skal ikke komme tomt tilbage til mig; men det skal gøre, hvad mig behager, og det skal have Lykke i, hvad jeg sender det til. |
| Enhver irettesættelse er smertefuld, mens den står på, og bringer ikke umiddelbart glæde. Men på langt sigt bliver de, der tager ved lære af irettesættelsen, i stand til at gøre det rigtige og leve med fred i hjertet. | Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed. |
| Hold jer fra lyssky foretagender, som intet godt fører med sig. Afslør dem hellere. Man vil jo skamme sig over bare at nævne, hvad visse folk laver i det skjulte. | Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gerninger. Men revser dem hellere; thi hvad der lønligt bedrives af dem, er skammeligt endog at sige. |
| Gud fortsatte: „Se! Jeg giver jer alle de frøbærende planter på jorden som føde, og I må også spise frugt fra de mange frugttræer.” | Og Gud sagde: Se, jeg har givet eder alle Urter, som give Sæd, som ere over al Jorden, og alle Haande Træer, i hvilke er Træers Frugt, som have Sæd; de skulle være eder til Føde. |
| Gud velsignede dem og sagde: „Formér jer og bliv mange, bred jer over hele jorden og tag den i besiddelse! Hersk over fiskene, fuglene og alle de andre dyr på jorden.” | Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden. |
| Sara troede Gud. Derfor kunne hun blive stammor til et helt folk til trods for, at hun var for gammel til at få børn. Hun troede på, at Gud, der havde givet løfte om en søn, var til at stole på. | Ved Tro fik endog Sara selv Kraft til at undfange endog ud over sin Alders Tid; thi hun holdt ham for trofast, som havde forjættet det. |
| Mens de gik, fortsatte Jesus med at tale til disciplene: „Jeg er den sande vinstok, og min Far er ejeren. Enhver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og enhver gren, som bærer frugt, den beskærer han, for at den kan bære mere frugt.” | Jeg er det sande Vintræ, og min Fader er Vingaardsmanden. Hver Gren paa mig, som ikke bærer Frugt, den borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, for at den skal bære mere Frugt. |
