| Tungen er nøglen til et godt eller dårligt liv, man må leve med konsekvensen af sine ord. | Død og Liv ere i Tungens Vold, og hvo den elsker, skal æde dens Frugt. |
| Et godt menneske henter gode ting frem af sit hjertes gode forråd. Et ondt menneske henter onde ting frem af sit hjertes onde forråd. For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. | Et godt Menneske fremfører det gode af sit Hjertes gode Forraad, og et ondt Menneske fremfører det onde af sit onde Forraad; thi af Hjertets Overflødighed taler hans Mund. |
| Undgå sårende ord. Sig hellere noget, som kan styrke og opmuntre. Lad jeres ord være til velsignelse for dem, I taler til. | Lad ingen raadden Tale udgaa af eders Mund, men saadan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Naade, som høre derpaa. |
| De, der tænker, før de taler, beskytter deres liv, de, der taler uden at tænke, får problemer. | Hvo som vogter sin Mund, bevarer sin Sjæl; den, som lader sine Læber vidt op, ham er det til Fordærvelse. |
| Gengæld ikke ondt med ondt, eller anklage med anklage, men velsign i stedet for. I er kaldet til at velsigne hinanden, og derved bliver I også selv velsignet. | Betaler ikke ondt med ondt, eller Skældsord med Skældsord, men tværtimod velsigner, thi dertil bleve I kaldede, at I skulle arve Velsignelse. |
| Opmuntrende ord giver mod på livet, nedsættende ord giver sår i sjælen. | Tungens Blidhed er et Livsens Træ; men Forvendthed ved den er Sønderknuselse i Aanden. |
| Jeg siger jer, at på dommens dag skal mennesker stå til regnskab for hvert et ondt ord, de har talt. | Men jeg siger eder, at Menneskene skulle gøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de tale. |
| En tåbe, der tier, kan gå for at være fornuftig, den, der holder sin mund, betragtes som forstandig. | Ogsaa en Daare, om han tav, kunde regnes for viis; den, som holder sine Læber til, er forstandig. |
| Den, der taler for meget, fejler for tit, men den, der er tilbageholdende, anses for vis. | Hvor mange Ord ere, der lader Overtrædelse ikke af; men den, som sparer sine Læber, er klog. |
| Kære venner, husk, at det er godt at lytte, at tænke sig om, før man taler, og ikke være for hurtig til at blive vred. | I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede. |
| Forsvar dem, der ikke kan tale deres egen sag, sørg for, at de hjælpeløse opnår retfærdighed. | Oplad din Mund for den stumme til alle forladte Børns Ret. |
| Det er en glæde at kunne give et godt råd, dejligt at kunne sige det forløsende ord. | Glæde har en Mand af sin Munds Svar; og et Ord i rette Tid — hvor godt! |
| Et hårdt svar vækker vrede, forsonende ord kan afværge et skænderi. | Et mildt Svar dæmper Vrede; men et bittert Ord vækker Fortørnelse. |
| Mine kære børn, lad os ikke nøjes med at sige, at vi elsker hinanden, lad os vise det i praksis. | Mine Børn! lader os ikke elske med Ord, ej heller med Tungen, men i Gerning og Sandhed! |
| Vi begår jo alle sammen fejl på mange forskellige måder. Den, der ikke siger noget forkert, har nået en høj grad af modenhed og vil også have kontrol over alle sine handlinger. | Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom nogen ikke støder an i Tale, da er han en fuldkommen Mand, i Stand til ogsaa at holde hele Legemet i Tømme. |
| En vismands ord bringer ham ære og fremgang, men tåbens ord giver ham store problemer. | Ordene af den vises Mund ere yndige; men Daarens Læber opsluge ham selv. |
| Den, der løber med sladder, snakker over sig, den trofaste kan holde på en hemmelighed. | Den, der gaar omkring som en Bagvadsker, aabenbarer Hemmeligheder; men den, som er fast i Aanden, skjuler Sagen. |
| Hvis den samme mund både lovpriser og forbander, må der være noget galt, venner! | Af den samme Mund udgaar Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke være saa. |
| Jeg priser og ærer dig dagen lang, fortæller om din storhed til alle og enhver. | Lad min Mund fyldes med din Lovsang, den ganske Dag med din Pris. |
| Hvis din ven forsynder sig imod dig, så konfronter ham med det under fire øjne. Hvis han hører på dig og beder om tilgivelse, så har du fået din ven tilbage. | Men om din Broder synder imod dig, da gaa hen og revs ham mellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder. |
| Hvad I har sagt i mørket, vil komme frem i lyset, og hvad I har hvisket bag lukkede døre, vil blive udråbt offentligt. | Derfor, alt hvad I have sagt i Mørket, skal høres i Lyset; og hvad I have talt i Øret i Kamrene, skal blive prædiket paa Tagene. |
| Vær betænksomme i jeres relationer med dem, der ikke hører Herren til, og brug de muligheder, I får. Vær altid venlige og imødekommende, så de kan se jeres visdom. Tænk over, hvordan I bedst kan svare på deres spørgsmål. | Vandrer i Visdom over for dem, som ere udenfor, saa I købe den belejlige Tid. Eders Tale være altid med Ynde, krydret med Salt, saa I vide, hvorledes I bør svare enhver især. |
| Hvis du ærligt kan sige: „Jesus er herre i mit liv”, og hvis du i dit hjerte tror på, at Gud oprejste Jesus fra de døde, så får du det evige liv. | Thi dersom du med din Mund bekender Jesus som Herre og tror i dit Hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, da skal du blive frelst. |
| Uden god rådgivning går en plan let i vasken, men når mange tages med på råd, lykkes den. | Anslag blive til intet, naar der ikke er holdt Raad; men hvor der er mange Raadgivere, der bestaa de. |
| Desuden kommer Helligånden os til hjælp i vores magtesløshed, for vi ved ikke, hvordan vi bedst kan bede til Gud. Men så træder Ånden til og beder med dybe suk, som ikke kan udtrykkes i ord. | Og ligeledes kommer ogsaa Aanden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Aanden selv gaar i Forbøn for os med uudsigelige Sukke. |
