- Velsignelser ere over den retfærdiges Hoved,
men Vold skjuler de ugudeliges Mund. - Salige ere de, som sørge,
thi de skulle husvales. - Og nu, Israel! hvad begærer Herren din Gud af dig uden det: At frygte Herren din Gud, at vandre i alle hans Veje og at elske ham og at tjene Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl; at holde Herrens Bud og hans Skikke, som jeg byder dig i Dag, at det skal gaa dig vel!
- Saligt er det Folk, hvis Gud Herren er,
det Folk, som han udvalgte sig til Arv. - Død og Liv ere i Tungens Vold,
og hvo den elsker, skal æde dens Frugt. - Thi du, Herre! velsigner en retfærdig,
du dækker ham med Naade som med et Skjold. - Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved dermed, saa han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning.
- Ær din Fader og din Moder, paa det dine Dage kunne forlænges i Landet, som Herren din Gud giver dig.
- Lad dit Ansigt lyse over din Tjener;
frels mig ved din Miskundhed. - Han gemmer det varige gode til de oprigtige;
han er et Skjold for dem, som vandre fuldkommelig. - Kære Herre! frels dog;
kære Herre! lad det dog lykkes.
Velsignet være den, som kommer i Herrens Navn;
vi velsigne eder fra Herrens Hus. - Salig er den, hvis Overtrædelse er forladt,
hvis Synd er skjult. - Hør, min Søn! og tag imod mine Ord,
saa skulle dine Leveaar blive mange. - Den retfærdiges Ihukommelse er til Velsignelse;
men de ugudeliges Navn smuldrer hen. - Af den samme Mund udgaar Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke være saa.
- Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem. Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.
- Hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu,
og et Menneskes Barn, at du besøger ham? - Dersom I ikke høre det, og dersom I ikke lægge det paa Hjerte at give mit Navn Ære, siger den Herre Zebaoth, da vil jeg sende Forbandelsen paa eder og forbande eders Velsignelser; ja, jeg har allerede forbandet dem, fordi I ikke ville lægge det paa Hjerte.
- Og det skete, efterdi Jordemødrene frygtede Gud, da lod han dem faa Huse.
- Dersom I vandre i mine Skikke og holde mine Bud og gøre dem, da vil jeg give eder Regn i sin Tid, og Jorden skal give sin Grøde, og Træer paa Marken skulle bære deres Frugt.
- Og Herren vendte Jobs Fangenskab, der han havde bedet for sine Venner; og Herren forøgede alt det, Job havde haft, til det dobbelte.
- Salige ere I, naar Menneskene hade eder, og naar de udstøde eder og haane eder og forkaste eders Navn som ondt for Menneskesønnens Skyld.
- Og jeg vil gøre din Sæd mangfoldig som Stjernerne paa Himmelen og give din Sæd alle disse Lande, og i din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi Abraham lød min Røst og bevarede det, jeg vil have bevaret, mine Bud, mine Skikke og mine Love.
- Se, saligt er det Menneske, som Gud straffer;
derfor foragte du ikke den Almægtiges Tugtelse! - Jesus sagde: „Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Moder eller Fader eller Børn eller Marker for min og for Evangeliets Skyld, uden at han jo skal faa hundrede Fold igen, nu i denne Tid Huse og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Marker tillige med Forfølgelser, og i den kommende Verden et evigt Liv.“
Relaterede emner
Loven
Og disse Ord, som...
Lydighed
Jesus svarede og sagde...
Jesus
Jesus saa paa dem...
Nåde
Derfor lader os træde...
Fred
Herren velsigne dig og...
Tale
Død og Liv ere...