- Oplad din Mund, døm Retfærdighed,
og skaf den elendige og fattige Ret! - Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gerninger. Men revser dem hellere; thi hvad der lønligt bedrives af dem, er skammeligt endog at sige.
- Og naar de føre eder hen og overgive eder, da bekymrer eder ikke forud for, hvad I skulle tale; men hvad der bliver givet eder i den samme Time, det skulle I tale; thi I ere ikke de, som tale, men den Helligaand.
- Du derimod, tal, hvad der sømmer sig for den sunde Lære.
- Velsignelser ere over den retfærdiges Hoved,
men Vold skjuler de ugudeliges Mund. - Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren,
ja, jeg raabte til min Gud;
han hørte min Røst fra sit Tempel,
og mit Raab til ham kom for hans Øren. - Thi med Hjertet tror man til Retfærdighed, og med Munden bekender man til Frelse.
- Jeg vil love Herren til hver Tid;
hans Pris skal altid være i min Mund. - Men for alting, mine Brødre! sværger ikke, hverken ved Himmelen eller ved Jorden eller nogen anden Ed; men eders Ja være Ja, og Nej være Nej, for at I ikke skulle falde under Dom.
- Men eders Tale skal være ja, ja, nej, nej; hvad der er ud over dette, er af det onde.
- Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen,
jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov. - Thi aldrig er nogen Profeti bleven fremført ved et Menneskes Villie; men drevne af den Helligaand talte hellige Guds Mænd.
- Og Gud sagde: Der vorde Lys; og der blev Lys.
- Dersom din Broder synder, da irettesæt ham; og dersom han angrer, da tilgiv ham! Og dersom han syv Gange om Dagen synder imod dig og syv Gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, da skal du tilgive ham.
- Og om du siger i dit Hjerte, hvorledes kunne vi kende det Ord, som Herren ikke har talet: Naar Profeten taler i Herrens Navn, og det Ord sker ikke, og det kommer ikke: Da er det et Ord, som Herren ikke har talet; den Profet har talet det i Formastelse, du skal ikke grue for ham.
- Falske Læber ere Herren en Vederstyggelighed;
men de, som handle trolig, ere ham en Velbehagelighed. - Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?
- Og I skulle sige paa den Dag:
Takker Herren, paakalder hans Navn,
kundgører hans Gerninger iblandt Folkene,
forkynder, at hans Navn er højt. - Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordelte sig og satte sig paa hver enkelt af dem. Og de bleve alle fyldte med den Helligaand, og de begyndte at tale i andre Tungemaal, efter hvad Aanden gav dem at udsige.
- Jeg vil takke Herren af mit ganske Hjerte,
jeg vil fortælle alle dine underfulde Gerninger. - Og da de havde bedet, rystedes Stedet, hvor de vare forsamlede; og de bleve alle fyldte med den Helligaand, og de talte Guds Ord med Frimodighed.
- I ere allerede rene paa Grund af det Ord, som jeg har talt til eder.
- En Bagvadskers Ord lyde som Skæmt,
dog trænge de ind i inderste Bug. - Og jeg hørte Herrens Røst, som sagde: Hvem skal jeg sende? og hvo vil gaa for os? da sagde jeg: Se, her er jeg, send mig!
- Men jeg siger eder, at I maa aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er Guds Trone, ej heller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, ej heller ved Jerusalem, thi det er den store Konges Stad.
Relaterede emner
Løgn
Falske Læber ere Herren...
Synd
Eller vide I ikke...
Visdon
Thi Herren giver Visdom...
Sladre
En forvendt Mand kommer...
Sandhed
Den, som vandrer i...
Velsigne
Herren velsigne dig og...