| Men ham, vor Gud og Fader, være Æren i Evigheders Evigheder! Amen. | Lovet være Gud, vores Far, i al evighed! Amen. |
| Thi Herren har Behagelighed til sit Folk, han pryder de sagtmodige med Frelse. | Herren fryder sig over sit folk, han kommer de ydmyge til undsætning. |
| Thi ogsaa Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange. | Menneskesønnen kom heller ikke for at lade sig betjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum, for at mange kan blive sat fri. |
| Ikke os, Herre! ikke os, men dit Navn give du Ære for din Miskundhed, for din Sandheds Skyld. | Dig tilhører æren, Herre, ikke os, for du er pålidelig og trofast. |
| Herren er den, som gør fattig og gør rig, han er den, som nedtrykker, og den, som ophøjer. | Herren gør nogle fattige og andre rige, han ydmyger nogle og ophøjer andre. |
| Nu priser og ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge; thi alle hans Gerninger ere Sandhed, og hans Stier ere Retfærdighed, og han kan ydmyge dem, som vandre i Hovmodighed. | Derfor priser, ophøjer og ærer jeg, kong Nebukadnezar, i dag Himlens Konge. Alt, hvad han gør, er retfærdigt og godt, og han ydmyger dem, der fremturer i hovmod. |
| Ve den, som trætter med den, der dannede ham, det Potteskaar, ligt andre Potteskaar af Jord! Mon Leret kan sige til den, som dannede det: Hvad gør du? eller kan dit Værk sige: Han har ingen Hænder? | Ve det menneske, som gør oprør imod sin Skaber. Det er jo kun som en lerkrukke blandt andre lerkrukker. Siger leret måske til pottemageren: „Hvad er det, du laver?” eller: „Du har jo ingen hænder!” |
| Kommer, lader os tilbede og nedbøje os, lader os bøje Knæ for Herren, vor Skabers Ansigt! | Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud, lad os knæle for Herren, vor Skaber. |
| Naar da jeg, Herren og Mesteren, har toet eders Fødder, saa ere ogsaa I skyldige at to hverandres Fødder. | Når nu jeg, der er jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, bør I også vaske hinandens fødder. |
| Og naar I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Hyklerne; thi de gøre deres Ansigter ukendelige, for at de kunne vise sig for Menneskene som fastende; sandelig, siger jeg eder, de have allerede faaet deres Løn. | Når I faster, skal I ikke tage en bedrøvet mine på, sådan som de selvretfærdige gør. De forsømmer deres udseende, så folk rigtig kan se, at de faster. Det siger jeg jer: De har fået deres fulde løn! |
| Saaledes skal det ikke være iblandt eder; men den, som vil blive stor iblandt eder, han skal være eders Tjener; og den, som vil være den ypperste iblandt eder, han skal være eders Træl. | Sådan må det ikke være hos jer. De, som gerne vil være store og betydningsfulde iblandt jer, skal være tjenere for alle de andre. |
| Thi der er skrevet: „Saa sandt jeg lever, siger Herren, for mig skal hvert Knæ bøje sig, og hver Tunge skal bekende Gud.“ | Der står jo skrevet: „Så sandt jeg lever, siger Herren, skal alle bøje knæ for mig, og alle skal erklære, at jeg er Gud.” |
| Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed, den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgaa som Græssets Blomst. | De kristne, der har en lav position i samfundet, kan glæde sig over at have en høj position i den åndelige verden. De, der før var rige, kan glæde sig over at være blevet ydmyget, for rigdom forgår som blomster, der visner. |
| Men ham, som formaar over alle Ting at gøre langt ud over det, som vi bede eller forstaa, efter den Magt, som er virksom i os, ham være Ære i Menigheden og i Kristus Jesus igennem alle Slægterne i Evighedernes Evighed! Amen. | Gud virker gennem os med sin kraft og kan gøre meget mere, end vi beder om eller forstår. Lad os som hans menighed til enhver tid, både nu og i al evighed, give ham ære for, hvad han har gjort muligt gennem Jesus, som er Messias. Amen. |
| Hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham? | Hvad er da et menneske, at du bekymrer dig om det, et menneskebarn, at du tager dig af det? |
| Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. | Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb! Luk ikke ørerne for min gråd. Jeg er jo blot en fremmed på jorden, en gæst på gennemrejse som mine forfædre. |
| Derfor skulle I bede saaledes: Vor Fader, du, som er i Himlene! Helliget vorde dit Navn; komme dit Rige; ske din Villie, som i Himmelen saaledes ogsaa paa Jorden. | Bed derfor på følgende måde: Far i Himlen. Må du blive æret. Må dit rige bryde igennem. Må din vilje ske på jorden, som den sker i Himlen. |
| Fryd dig saare, Zions Datter! raab med Glæde, Jerusalems Datter! se, din Konge kommer til dig, han er retfærdig og frelst, fattig og ridende paa et Asen og paa et ungt Asen, Asenindens Føl. | Fryd jer og råb af glæde, Jerusalems indbyggere! Se, jeres konge er på vej. Han kommer med retfærdighed og frelse, og han er ydmyg og rider på et hanæsel—det er et æselføl. |
| Søger Herren, alle I sagtmodige i Landet, som holde hans Lov! søger Retfærdighed, søger Sagtmodighed, maaske kunne I blive skjulte paa Herrens Vredes Dag! | Søg Herren, alle I, som er ydmyge og oprigtigt ønsker at adlyde ham. Ydmyg jer for Herren og gør, hvad der er ret. Måske vil Herren skåne jer på dommens dag. |
| Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en Tjener er ikke større end sin Herre, ikke heller et Sendebud større end den, som har sendt ham. | Det siger jeg jer: En tjener står ikke over sin herre, og de, der bliver sendt ud på en opgave, skal følge de instrukser, de har fået af dem, der sendte dem af sted. |
| Salige ere de fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres. | Velsignede er de, der erkender deres afhængighed af Gud— for de skal få del i Guds rige. |
| Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder naadig! | Skatteopkræveren stod for sig selv med sænket blik. Han slog sig brødebetynget for brystet og sagde med fortvivlelse i stemmen: ‚Åh, Gud, vær nådig mod mig. Jeg er en synder.’ |
